Fortsæt til hovedindholdet
Nyheder
Nyheder

Folk&Kirke nomineret til mediepris for 3. år i træk

Alle kan deltage i prisfest på Københavns Rådhus, hvor Folk&Kirke for tredje år i træk er nomineret til Anders Bording-prisen.

Danske Medier uddeler hvert år tre Anders Bording-priser til specialmedier. Foto: Pressefoto

Magasinet Folk&Kirke er igen blevet nomineret til Anders Bording-prisen.

Dermed er det tredje år i træk, at komitéen bag specialmediernes årlige pris fremhæver Helsingør Stifts udgivelse.

"Den første nominering regnede vi for en midlertidig anerkendelse af vores arbejde. Det her vidner om, at det journalistiske miljø tager os alvorligt", siger Rebecca Rudd, mediekonsulent i Helsingør Stift og redaktør for Folk&Kirke. 

Tredje gang lykkens gang

Med årets nominering til Anders Bording-prisens hovedpris Medieprisen er det tredje år i træk, at Folk&Kirke er blandt kandidaterne.

Rebecca Rudd håber derfor på, at 2015 bliver året, hvor Folk&Kirke modtager sin første pris.

"Tredje gang må være lykkens gang", siger magasinets redaktør. 

Alle kan overvære prisfest

Uddelingen af de tre Anders Bording-priser finder sted 19. juni på Københavns Rådhus.

Tilmelding foregår gennem Danske Mediers hjemmeside, og det er gratis at deltage. 

Som noget nyt vil hver nomineret i år få tre minutter til at præsentere sin produktion. 

Nominerede til prisen

I alt har Danske Medier modtaget 27 indstillinger til de tre priser. De er efterfølgende blevet skåret ned til følgende nominerede: 


Til Medieprisen er nomineret: 


Folk & Kirke udgivet af Helsingør Stift

Management Insight Ingeniøren udgivet af Mediehuset Ingeniøren

Vin & Co udgivet af Coop

 

Til Journalistprisen er nomineret:

 

Helle Maigaard Erhardsen, Maria Behrendt og Magnus Bredsdorff Ingeniøren for dækning af MRSA-epidemien

Maria Rørbæk, Socialpædagogen, for artikelserie om magt mod anbragte børn

Peter Rasmussen, Peter Keiding og Søren Zeuth, Fagbladet 3 F, for temaet ”Made in Bangladesh”.

 

Til Prisen for Visuel Formidling er nomineret:

 

Samvirke

Scenario

Ugebrevet A 4