Fortsæt til hovedindholdet
Nyheder
Nyheder

Det kimer nu ind til Biskoppens Julekoncert

For 3. år i træk indbyder biskop Peter Birch til julekoncert i Helsingør Domkirke, hvor vi sammen skal synge julens velkendte sange og salmer. Oplev blandt andet Vokalensemblet Suona, Nordsjællands Børnekor og den unge cellist Ida Nørby.

Foto: Torben Sørensen

Af Sille Arendt

Celloens dybe toner og klangen fra glade børnestemmer vil sammen med fællessang fylde Helsingør Domkirke, når Biskoppens Julekoncert for 3. år i træk bliver afholdt lørdag den 2. december.

“Allerede i sommer har koncertgængere i kirken stoppet mig og spurgt om hvornår Biskoppens Julekoncert er,” fortæller domorganist Else-Marie Kristoffersen.  

I år er det Nordsjællands Børnekor som sammen med Vokalensemblet Suona og cellist Ida Nørby, og så selvfølgelig domorganist Else-Marie Kristoffersen og biskoppen, der vil synge for og med os. 

"Med julekoncerten ønsker jeg at skabe en stemningsfuld indledning på advents- og juletiden. Julesalmerne betyder fællesskab, julefred og sammenhold," siger Peter Birch, der har fundet nogle af de julesalmer, som betyder mest for ham.  

“Barn Jesus i en krybbe lå minder mig om, at barnets fødsel i stalden satte en fortælling ind i verden, der taler til alle mennesker og overskrider de grænser, der sættes af kultur og tradition, og den synger vi altid om juletræet hjemme hos os,” fortæller Peter Birch.

"Juletiden er den tid på året, hvor vi oplever fællesskabet stærkest – og hvor savnet af fællesskab også føles stærkest. Derfor skal vi samles for i ord og skønne toner at høre om det fællesskab, vi alle er en del af. Advent og jul er båret af forventning og glæde, og vi har nok alle sammen særlige traditioner og salmer, der bærer på den glæde. Ved koncerten bliver der mulighed for at lytte til – og selv synge med – på adventstidens og julens glæde." 

Hvert år inviteres et børnekor fra en af stiftets kirker til at synge med voksne sangere og professionelle musikere.  

“Domkirken er hele stiftets kirke og tænk for et barn, fra en mindre kirke, at opleve hvordan det er at synge i det store rum,” fortæller Else-Marie Kristoffersen. 

“Ligesom i de engelske drengekor, som har en meget stærk og ambitiøs kortradition, bliver de yngre og mindre øvede børnekorsangere langsomt præsenteret for voksenkoret, får lov til at stå mellem de store piger, og på den måde oplever de sammenholdet og glæden ved at synge hele vejen op gennem hele livet.” 

Et eftertragtet kor 

Vokalensemblet Suona består af unge sangere i alderen 20-35 år, som har sunget i kirkekor gennem det meste af deres liv, men er stoppet da de er flyttet hjemmefra for at studere. Derfor blev der for 2 år siden etableret dette stiftskor under ledelse af Cille Buch. Et tilbud til pigekorssangere, der er vokset ud af deres børnekor og ungdomskor. Det er tilpasset de unge kvinders travle liv og giver mulighed for at fortsætte med at synge i kor efter deres ungdomsuddannelse. Det er nu et kor på 50 unge sangere, og de lærer ikke kun at synge, men står også selv for at planlægge repertoire og PR, som giver en ekstra dimension til sammenholdet og ejerskabet.

Også cellisten Ida Nørby er en ung ambitiøs musiker, og hun har en let, legende og kreativt undersøgende tilgang til den klassiske musik. 

Gæsterne ved Biskoppens Julekoncert vil opleve unge talentfulde og ambitiøse mennesker, som alle har sangen og musikken som en stor del af deres liv.  

Så gå ikke glip af denne unikke chance for at synge højt i sky i domkirkens prægtige akustik, med masser af unge sangstemmer, når juleklokken kimer og biskoppen inviterer til den traditionsrige begivenhed.

Nordsjællands Børnekor (foto: Nordsjællands Børnekor)

Vokalensemblet Suona (foto: Jeanne Lund)

Cellist Ida Nørby (foto: Nadia Von Rikka)

Biskoppens Julekoncert

Lørdag den 2. december kl. 15.00-16.00 i Helsingør Domkirke

 

Medvirkende:

Vokalensemblet Suona under ledelse af Cille Buch
Nordsjællands Børnekor under ledelse af Simone Maja Pedersen
Ida Nørby, cello

Else-Marie Kristoffersen, orgel

Biskop Peter Birch

 

Der er gratis adgang.