"Det første ord er langsomhed" - En pilgrims beretning

Af Bettina Niemann Krarup, sognepræst ved Gerlev, Draaby og Skoven kirker.

Det er mandag i uge 26, jeg har hentet nøglen til Jægerspris Slot, talt med folkene i Kignæs hallen, redt to senge op i konfirmandstuen, gemt kager og kiks i Gerlev kirke, og fundet den lille bog af Jette Dahl frem Undervejs med Gud.

Det første ord er langsomhed

Flere og flere mennesker dukker op, jeg henter ekstra stole, nu er vi 22. Vi sidder i en rundkreds med et stort bloklys i midten. Draaby Kirkes sideskib er et smukt rum, hvidt og roligt med store gamle vinduer ud til kirkegården. Jeg lukker dørene, både den inderste og den yderste, det er blevet en tid til stilhed.

Vi starter med en lille meditativ andagt, langsomhed er i centrum, det er ikke nemt mærker jeg, som var til koncert med "Minds of 99" i går aftes. Og langsomhed står i kontrast til hverdagen med al dens planlægning og hurtige skift imellem opgaver og mennesker, altid holde øje med tiden. Der er meget, som banker på i stilheden. Vi sidder med lukkede øjne, mens jeg læser ordene om langsomhed og det lille bibelsted i relation hertil. Til hvert ord knytter sig et bibelsted. Det indrammer os. Hver dag går vi den samme pilgrimsvandring fra Draaby Kirke om morgenen og til Gerlev Kirke om eftermiddagen og så tilbage til Draaby Kirke igen. En vidunderlig smuk rute langs fjorde og igennem skove. 

"Men hvordan kan du gå den samme strækning syv år i træk, syv dage om ugen med de syv samme ord?"  Det er jeg tit blevet spurgt om.

Det andet ord er bekymringsløshed

"Du er bekymringsløs, det er jeg vild med, elsker den måde du er dig på, bare at kende dig…"

Når jeg lytter til teksten fra Hurtige hænder, tænker jeg tit: hvem er hun, den kvinde han synger om? Sikke en kvinde! Tænk at være bekymringsløs!

I år – efter at have gået med ordet i syv år – går det op for mig, at det ord er tæt forbundet til evighed. Når evigheden tager over, er jeg bekymringsløs. Og det gør den oftere og oftere - ligesom når vi går her nu, én og én efter hinanden på række, ind igennem de høje siv ad små græsgange. Her er fuld af insekter og fugle, og en dag står pludselig et ungt dådyrkid lige foran mig. Øjnene er store og smukke. Dyret er ikke frygtsomt, det løber roligt væk. Der er uforstyrret på strandengen, alle kan være her uden at bekymre sig.

Hvert år skriver jeg lidt ned dag for dag, stikord over mine tanker, navnene på dem, som går med. Følgeskabet og gruppen er ny hver morgen, ligesom Guds nåde er det. Det er et nænsomt fællesskab at være en del af. Mennesker møder op, som de er, og som de har det, går med den strækning og de dage, der er mulige. Nogle går med sorg, nogle er ved at lægge livet om, nogle med længsel efter noget ubestemt, alle sammen er vi på vej. Evighed er for mig de øjeblikke, hvor jeg glemmer tiden; det sker også i kirken under en tale, eller i en samtale med et menneske ramt af ulykke, så lejrer alt andet sig bagerst i sindet, mens jeg følger et andet liv, og langsomt finder Gud i det.

Det tredje ord er enkelthed

Jeg kan se i mine optegnelser, at tredjedagen er dagen for de ømme muskler, men ikke i år, i år er jeg flyvende, jeg kunne løbe hele ruten igennem, hvis jeg fik lov! 

Energien kommer efter samtalen med Gud. En præst fuld af indsigt sagde til mig for nylig, at jeg skulle tale med Gud hver dag, sige alt hvad der lå mig på sinde, indtil ordene slap op. Det sker kun, når jeg er alene i huset, det andet er for mærkeligt. Men på den tredje dag er den centrerende bøn igennem skoven én lang samtale med Gud og tre klare svar: du skal elske, du skal gå forrest, og så skal du ind imellem slippe taget, så de to første ting føder sig selv.

På en anden skovstrækning ser jeg livets to parallelle spor: til højre for mig er alt mørkt, gamle graner dækker for lyset, så skovbunden er brun og uden vækst. Til venstre for mig er alt lysegrønt, lyset stråler ind igennem løvet af bøgetræerne og bregner og græsser og blomster vokser forneden. De to spor har jeg erfaret på samme tid, sorrig og glæde de vandrer til hobe, skriver Kingo. Sorg og glæde ikke som følelser, der afløser hinanden, men som er til stede på samme tid. Kun evigheden kan bringe glæden frem, så den går lige ved siden af ulykken og angsten, tror jeg.

Det fjerde ord er frihed

Jeg mødte et menneske, som gjorde stærkt indtryk på mig, hun kunne tegne en frihed op med farver, jeg aldrig selv har kendt. Hun var midt i en skilsmisse. Jeg jagtede det ord i flere år, søgte det, og spurgte efter det. Jeg ledte efter friheden til at føle lysten også før pligten var opfyldt. Andre mennesker kender det nok, men det er ikke sundt at leve entydigt.

I år møder jeg på denne dag en kvinde på 78 år, hun står op hver morgen, og løber mellem 10 og 15 km. Det er frihed at kunne bruge sin krop. På et tidspunkt er hun sakket lidt bagud, så løber hun lige op på siden af flokken igen, let som en fjer, adræt som en 20-årig.

Tiden indhenter mig i dag, vores mellemste afslutter folkeskolen, og jeg står af på halvvejen, siger farvel til de andre vandrere, og tager afsted til dimension. Det er voldsomt festligt og voldsomt massivt af afløse stilheden af festen. Det er også frihed, at gruppen går videre selv, ved hvor kagerne er gemt, kender ruten, har fået overdraget nøglerne. Det er frihed! En klog mand jeg kender siger, at hengivelse er ledelse bagfra.

Det femte ord er stilhed

Ingen og intet er til for sig selv heller ikke stilheden. Stå op og gå! Hver morgen det samme, en vekslen imellem stilhed og samtale. Gud er kun en stilhed væk, siger ophavsmanden til kristuskransen, og binder den sjette perle ind i kransen, så gudsperlen er omkranset af stilhed. Stilheden er til for ordet, tror jeg – for at ord kan blive tydelige, for Ordet blev kød og tog bolig iblandt os.

Vi kan hverken blive tydelige for os selv eller for andre uden stilhed. Larm virker som et dække - sluk lidt for alle de indtryk til øjne og ører, gå udenfor! Naturen skjuler ikke noget, den leder altid udefter og opefter. Åndelighed er en fornemmelse af genkendelse af det fælles skaberord i alt levende.

På en bakketop i Gerlev med udsigt over Roskildefjord, den gamle jernbane i folkemunde kaldet "tandstumpen", og den nye Kronprinsesse Marys Bro laver vi kropsbøn. Alle positurer vækker samhørighed – til jord og himmel, til verden, til alle tider, vi udfører kropsbønnen med et åbent blik uden fokus. Det at gå pilgrimsvandring handler ikke om eksakt viden, men om åbenhed for Gud, om at ane en gennemsigtighed af det, der allerede er mig givet, men som jeg måske har glemt i farten.

Det sjette ord er spiritualitet

Når vi kommer til Gerlev Kirke spiser vi kagerne, går på toilettet, og samler os om lysgloben. Den meditative bøn begynder. Det at flytte noget af bevidstheden fra hovedet og ned i kroppen falder let efter de mange skridt. Vi bevæger os fra kroppens yderpunkter og ind i brystrummet. Guds rum kan findes i hjertet, det er Jesu føderum, som Brorson skriver. I den bagerste del findes et hvilerum. På gode dage mødes vi her, alle os vandrere.

Spiritualitet forbinder jeg med trøst. I mit livs værste mørke er jeg blevet favnet her, overstrømmet af en kærlighed så dyb og kraftig, at alle andre følelser fuldkommen forsvandt, mens tårerne løb. Erfaringen er ubeskrivelig og uforklarlig og også lige så virkelig som alt andet i tilværelsen. Og så er den sjælden, og ikke noget et menneske kan lede sig selv frem til. Det sker i slippet, i kontroltabet – hengivelse er det modsatte af kamp.

Det syvende ord er fællesskab

Nu synger vi os tilbage imod Draaby Kirke. Vi synger Må din vej gå dig i møde. Et fællesskab af pilgrimsvandrere er ikke et hvilket som helst fællesskab, det bliver præget af ærlighed. Om søndagen går vi i silende regn, der er mørkt i sideskibet for første gang i år, vandrerne taler om, at mørket vækker til eftertanke. De har taget regnslag på, og går afsted ud over markerne som en flok krumbøjede mørkemænd. Men indenunder gemmer sig kvinder og mænd i alle aldre. Denne dag ser vi blomster lyse op i regnen, og mærker, at vinden er vendt. Helligånden svæver over vandene.

30 vandrere er vi mødtes i år, nye mennesker og gamle fortrolige, et bevægende følgeskab af Gud og mennesker. Søndag aften vasker jeg sengetøjet efter mine to medvandrere, som har overnattet i konfirmandstuen. Dagen efter afleverer jeg nøglerne på Jægerspris Slot. Engang var pilgrimsvandring forbundet med syndserkendelse og bod – jeg vil gå igen til næste år, ikke til Santiago De Compostela, måske ikke engang ud af mine egne sogne, jeg vil følge den indre rejse, som bliver mig udstukket, jeg lever Gud i vold!