Da der kom en præsident på besøg i Gilleleje Kirke

Af Sarah Thorngreen Auken

Gilleleje viser sig fra sin allerbedste side, efterårssolen skinner, flaget blafrer og løvtræerne har de smukkeste farver på. Det ser ud som selv de gamle mursten i det, nogen har kaldt Danmarks mest originale reformationskirke ved, at der venter fint besøg.

                Anledningen er 75-året for redningen af de danske jøder under anden verdenskrig, og mange blev transporteret over Øresund netop fra disse kanter, og derfor er Israels formelle overhoved, præsident Reuven Rivlin i landet og nu i Gilleleje for at deltage i en mindehøjtidelighed. Han er i følgeskab med politiske og kirkelige spidser i stor stil. Blandt deltagerne finder man Helsingør Stifts biskop Lise-Lotte Rebel, tidligere overrabbiner Bent Melchior, folketingets formand Pia Kjærsgaard, kulturminister Mette Bock, rigspolitichef Jens Højbjerg, Statsminister Lars Løkke Rasmussen med frue, tidligere borgmestre fra Gribskov Kommune, Jannich Petersen, Jan Ferdinandsen, Kim Valentin og den nuværende borgmester Anders Gerner Frost med familien.

Det betyder også at den efterårsmukke by er pakket med betjente. De blå lys blinker om kap med havet, og motorcykelbetjente svirrer i gaderne. Vidste man ikke, hvad der foregik, kunne man tro, man var midt i en filmindspilning.

Den sidste bil kører op og Præsident Rivlin bliver modtaget af statsminister Lars Løkke Rasmussen og sognepræst Ulla Skorstengaard; dermed bliver dørene lukket for den almindelige offentlighed, og byens nysgerrighed begynder gradvis at lægge sig.

Gilleleje Kirke har stået på den anden ende i anledning af besøget. Sognepræst Ulla Skorstengaard været anker for besøget, og hun har haft travlt. Bunker af e-mails, mange møder og utallige telefonopkald. Mange ting at tage hensyn til adgangsforhold, sikkerhed, placering af de forskellige gæster, forløb, ankomst, afgang, aftaler.   

At loddet faldt på Ulla Skorstengaard, var lidt en tilfældighed. I 2013 stod begge kirkens præster med ansvaret for store markeringer i Gilleleje Kirke: 200-året for Søren Kierkegaards fødsel og 70-året for redningen af de danske jøder. Loddet faldt sådan, at kirkens ene præst, Ole Buchardt Olesen, stod for markeringen af Kierkegaard, og Ulla Skorstengaard  fik ansvaret for markeringen af den danske jøders redning, der dengang blandt andet inkluderede et større egnsspil. I den forbindelse skriver Ulla Skorstengaard til udenrigsministeriet for at indbyde den daværende minister til fejringen.

Henvendelsen forblev ubesvaret, men ikke glemt. ”Den stod i arkivet,” fortæller chefkonsulent i udenrigsministeriet Henrik Kiil, ”og så samlede vi tråden op, da vi havde brug for en lokal samarbejdspartner i forbindelse med markeringen af 75-året”.

I begyndelsen af juni 2018 kontaktede han hende, siden da har de arbejdet på højtryk for at få arrangementet til at lykkes, og det har krævet både overblik og sans for lavpraktiske løsninger. 

Opgaver blev uddelegeret, andre krævede mere indgående detaljeret planlægning. Hvordan lægger man et program, hvor alle kan finde sig til rette? Protokollen, Gilleleje Kirke, Statsministeriet, Udenrigsministeriet, det jødiske samfund, den israelske ambassade, PET og den israelske efterretningstjeneste har alle været involveret i besøget. Dagen før arrangementet skriver Ulla Skorstengaard følgende på facebook: 

”Hver gang et barn bliver døbt, er det en hædersgæst, vi har på besøg, for det er selve fremtiden.

I morgen kommer fortiden med en anden hædersgæst. Det skyldes det helt særlige bånd, som blev knyttet i oktober 1943, dengang de fleste af de danske jøder undslap til Sverige, for i den anledning kommer en præsident på besøg.

Det giver en del bøvl, for det kræver desværre mange sikkerhedsforanstaltninger og da er det, at vi alle erfarer, hvor privilegerede vi er til daglig, at bo og at arbejde i en by og i et land, hvor det ikke er hverdagsvilkår.

Det er en ære at få fine gæster.
Det er en glæde at kunne fortælle de stærke og store historier. Både for børn og præsidenter.” 

Men sikkerheden er ikke dagens eneste problem. For eksempel var det overraskende svært at finde den rette talerstol til dagens arrangement. Løsningen blev, at ministeriet stillede med talerstolen, og den er derfor blevet fragtet til kirken i bagagerummet i Henrik Kiils egen bil, og efter mindehøjtideligheden må talerstolen igen pakkes ned i bagagerummet og køres hjem igen med chefkonsulenten som chauffør. 

Ja selv manchetknapperne til skjorten under præstekjolen viste sig at volde kvaler. Da Gillelejes præster står og får pusten efter arrangementet, afleverer Ulla Skorstengaard de manchetknapper, hun havde lånt af Ole Buchardt Olesen tilbage igen. Midt i virvaret var det nemlig lykkedes hende at komme afsted uden, og så er det jo godt, man har en kollega, som kan give en hjælpende hånd – med et par manchetknapper i.

En halv time efter mindehøjtideligheden er flaget er taget ned, og ”Udlejningsparty service” ruller teltet sammen, nu er kropsscanner pakket sammen. Kirkegårdens personale står nu ved sognegården. En enkelt DR-journalist pakker vognen sammen, og skynder sig ud af byen på toppen. Alle de kendte mennesker er væk, afspærringer taget ned. De blå glimt, som er tilbage, er fra Kattegat og fra det Øresund, de jødiske borgere blev transporteret over, ikke fra politibiler og -motorcykler.

Gilleleje ligner sig selv igen, og på den mest originale reformationskirke har murstenene atter lagt sig til ro. Hvis man ikke vidste bedre, ville man have svært ved at tro, at der lige havde været en præsident forbi.