Fortsæt til hovedindholdet
Nyheder
Nyheder

Brøndby Strand Sogns Menighedspleje får fondsstøtte til atriumgård

Nyt byggeri skal give både mennesker og natur et åndehul midt i byen. En stor støtte fra Nordea-fonden har gjort det muligt for Brøndby Strand Sogns Menighedspleje at søsætte projektet.

Menighedsplejen i Brøndby Strand Sogn er svært begejstrede for det nye projekt og den støtte de har modtaget. Foto: Arne Kristoffersen

Af Peter Brandt Baumgartner (kommunikationsmedarbejder i Glostrup Provsti)

Menighedsplejen i Brøndby Strand Sogn kan i denne tid ikke få armene ned. Menighedsplejen har modtaget økonomisk støtte på 998.713 kr. fra Nordea-fonden, så de nu er klar til at igangsætte bygningsprojektet ”Liv for alle”, der har været i støbeskeen siden 2020.

”Liv for alle” går ud på at etablere en atriumgård, der skal være tilgængelig for alle borgere hele døgnet. En atriumgård er et afgrænset udendørsareal. Med projektet ”Liv for alle” håber menighedsplejen på at kunne skabe et fysisk samlingspunkt midt i byen, samt sætte fokus på biodiversitet og bæredygtighed.

Et åndehul for fællesskab

Brøndby Strand Kirke stiller en del af deres grund til rådighed for projektet. Kirken ligger blandt butikker, supermarkeder og S-togsstation med mange forbipasserende hver eneste dag. Derfor vil menighedsplejen skabe et nyt åndehul, hvor folk kan mødes i bæredygtige fællesskaber og opleve et helt særligt ”helle”. 

”Menighedsplejen arbejder for alle i sognet – alle uanset social status, alder, kultur, etnicitet og religion. Derfor er det skønt, at dette projekt åbner op helt bredt,” siger Jette Hansen, der er formand for menighedsplejen i Brøndby Strand Sogn.

Det er planen, at der skal anlægges et bål-sted med hængesofaer og andre afslapningsmuligheder. Og menighedsplejen håber, at de kan engagere frivillige til at etablere både insekthotel og bistader. De forventer, at der kan etableres et frugtbart samarbejde med både skoleklasser og daginstitutioner.

Præst i Brøndby Strand Kirke Elisabeth Krarup de Medeiros er repræsentant for menighedsplejen, og hun udtaler om projektet: 

”Jeg håber, dette kan skabe et lille samlingspunkt, hvor forskellige mennesker kan nyde stedet og hinandens selskab”.

De nye rammer vil blive brugt af eksisterende aktiviteter og fællesskaber i menighedsplejen, men der er også rig mulighed for at nye fællesskaber og arrangementer kan gro frem af den nye jord i atriumgården.

Et projekt til inspiration

Brøndby Strand Sogns Menighedspleje søgte støtte i Nordea-fonden til projekt ”Liv for alle”. Men det kan til dagligt måske være svært for en sognekirke at finde tid og kræfter til at igangsætte en større fondsansøgning som denne. Om det siger Elisabeth Krarup de Medeiros: 

”Vi har igennem flere år oplevet, at økonomien er presset, og vi er derfor nødt til at tænke ud af boksen. Vi håber, at dette kan tjene til inspiration, så andre kan gøre det samme”.

Projektet ”Liv for alle” fra Brøndby Strand Sogns Menighedspleje er blandt de 45 projekter, der modtager støtte fra Nordea-fondens ”Her gror vi”-pulje. I alt bliver der uddelt 29.1 mio. kr. til projekter, der fremmer bynatur og fællesskaberne omkring det.