Biskop bakker op om menigheders støtte til Irak
Biskop Lise-Lotte Rebel tilslutter sig Folkekirkens Mellemkirkelige Råds opfordring om hjælp til forfulgte religiøse grupper i Nordirak.

Irakisk pige i flygtningelejren Newroz i det nordsøstlige Syrien, efter hun er flygtet fra militante fra Islamisk Stat i det nordlige Irak. Foto: DFID - UK Department for International Development (Flickr.com)
Vi må bede for og støtte de forfulgte religiøse grupper i Irak. Sådan lyder en opfordring fra Folkekirkens Mellemkirkelige Råd - en opfordring som flere af landets biskopper bakker op om.
Biskop over Helsingør Stift, Lise-Lotte Rebel, mener, der er behov for at sende hjælp:
"Situationen i det nordlige Irak med forfølgelse, overgreb og fordrivelser af religiøse grupper, herunder kristne fra de ældste kristne områder, afslører en så hjerteskærende og fortvivlede nød, at den kalder på al den hjælp og støtte, vi formår at give", siger biskoppen.
Berørt af situationen
Lise-Lotte Rebel understreger, at mange menigheder i Helsingør Stift allerede er berørt af situationen, og sender hjælp, og det støtter hun op om:
"Præster og sogne i Helsingør Stift er som alle andre dybt berørte af denne tragiske situation. Den kalder på vor forbøn og moralske og økonomiske støtte, hvilket sognene er helt bevidste om".
Biskoppen henviser til skrivelse fra Folkekirkens Mellemkirkelige Råd til orientering og inspiration:
Opfordring fra Folkekirkens mellemkirkelige Råd til folkekirkens menigheder vedr. krisen i Nordirak
Alle menigheder opfordres til at være opmærksomme på krisen i Nordirak, hvor kristne trosfæller og andre religiøse minoriteter er i en kritisk rædselssituation, der i ekstraordinær grad kalder på, at vi ledsager de forfulgte gennem opmærksomhed på og omtale af situationen, forbøn og økonomiske støtte.
Hver menighed må finde sin egen måde at respondere på. Til inspiration kan nævnes følgende muligheder:
- Forbøn: Gør forbøn for kristne i Mellemøsten generelt og situationen i Nordirak specifikt til en del af kirkebønnen;
- Lystænding: Giv mulighed for i kirkerummet at tænde lys, skrive bønner, m.v.;
- Forbønsgudstjeneste: Afhold en særgudstjeneste med særligt fokus på den aktuelle krise; (Liturgiforslag findes her trosfrihed-forfulgtekristne.dk/projektet/vaag-og-bed/ )
- Indsamling: Foretage særindsamling til hjælp for ofrene for krisen; (Danmission, Folkekirkens Nødhjælp og Folkekirkens mellemkirkelige Råd samler ind til Irak. trosfrihed-forfulgtekristne.dk/projektet/kollekt/ Bidrag til Danmissions indsats ved bankoverførsel: Reg.nr. 4190, kontonr.: 0006000398, mærket Irak. Bidrag til Folkekirkens Nødhjælps på GIRO 605 2800 eller ved bankoverførsel: Reg.nr. 4183 kontonr. 6052800, mærket kollekt Irak.)
- Lyt til de berørte: Invitér kristne migranter med asyl i Danmark til at fortælle deres historie;
- Send et brev: Send et brev til kristne i Mellemøsten med sympati-tilkendegivelse.(Adresser og udkast til formulering findes her: trosfrihed-forfulgtekristne.dk/projektet/skriv-et-brev/ )