Beretning fra Wittenberg: ”Nu fryde sig hver kristen mand og springe højt af glæde”
Præst i Stengård Kirke, Karen-Lisbeth Gøricke, har sammen med 19 præster fra udlandet deltaget i et internationalt teologisk kursus i Lutherstadt Wittenberg. Læs om hendes oplevelser her:
Af Karen-Lisbeth Gøricke
"Luther og sjælesorg - teologi og praksis for sjælesorg i dag" var titlen på det to ugers kursus, som jeg for nylig er kommet hjem fra.
Det var arrangeret af Det lutherske Verdensforbund (LWF), og nitten præster fra rundt om i verden deltog.
Prof. Stephen Pietsch (St. Louis, US) og prof. Elieshi Mungure (Makumira, Tanzania) ledte os gennem forelæsninger og diskussioner og analyser af Luthers teologiske skrifter samt deres relevans for vores tid og i vores eget pastorale arbejde.
Ordene fra Maria: ”Se, jeg er Herrens tjenerinde. Lad det ske mig efter dit ord” (Luk. 1, 38) blev som en overskrift i flere af forelæsningerne og oversat til engelsk blev det til: ”Let it be”! Det er Luthers tanke, at det kristne menneske må læse de nytestamentlige skrifter og finde den Kristus, der sætter fri og som lærer os at give slip.
Luther - fra jurastuderende til reformator
Studiematerialet bestod hovedsageligt af Luthers prædikener, salmer og breve. Brevene skrev han til mennesker, som søgte hans råd og vejledning.
Det var meget inspirerende at få tid og mulighed for at læse hans prædikener og hans breve, og forelæsningerne og vores besøg på forskellige Luthermuseer i Wittenberg gav et godt indtryk af hans samtid, og af hvem mennesket Martin Luther var - som ung jurastuderende, som munk, teolog og professor, som oprøreren og reformatoren og senere som gift med tidligere nonne, Katharina von Bora, som familiefar og til sidst en ældre og sårbar mand.
Han var en meget efterspurgt teologiprofessor, præst og sjælesørger, det fortælles bl.a., at Luther kort inden sin historiske optræden for rigsdagen i Worms i 1521, hvor han skulle forsvare sine teologiske synspunkter, fandt tid til at besøge de syge på herberget i byen. Han tog gerne tid til hjemmebesøg og havde mange samtaler med de logerende i deres store hus i Wittenberg.
Et varieret program
LWFs stab i Wittenberg havde sammensat et varieret program, hvor dagene var en kombination af teologiske studier, besøg på flere kirkelige og kulturelle intuitioner i Wittenberg og sociale aktiviteter i vores gruppe. Wittenbergs Slotskirkes organist fortalte os under titlen ”Grief and Comfort” om Luthers salmer på modersmålet og om den nye fælles salmesang i kirken.
Den imponerede kirke i byen er synlig på lang afstand og på kirketårnet står med to meter høj inskription: Ein feste Burg ist unser Gott (Vor Gud, han er så fast en borg) og på denne kirkes dør blev Luthers 95 teser mod afladshandel slået op i 1517.
Ugerne i Wittenberg gav mig dels et godt indblik i Luther, hans samtid og hans arbejde som præst og sjælesørger, og det mig et spændende og livgivende udblik til de lutherske kirker og vores præstekollegaers arbejde ude i verden.