Fortsæt til hovedindholdet
Nyheder
Nyheder

Arbejdsmiljøet har været på dagsordenen i mange år

Helsingør Stift har gennem mange år haft fokus på at understøtte det gode arbejdsmiljø. Her kan du læse om nogle af de mange tilbud, der kan styrke arbejdsglæden og det gode arbejdsmiljø.

Konsulentrunde

Stiftet har en række tiltag, som provst, præst og menighedsråd kan trække på. Foto: Steen Toft Winther

Af Pernille Nærvig

Arbejdsmiljø har i mange år ligget højt på dagsordenen i Helsingør Stift.

Erfaringer og tidligere undersøgelser har vist, at der skal gøres en aktiv og kontinuerlig indsats for arbejdsmiljøet - også før problemer opstår. Man kan naturligvis ikke undgå alle problemer, men vi kan arbejde på, at de ikke udvikler sig til uløselige konflikter.

En stor indsats for det gode arbejdsmiljø ligger på sogne- og provstiniveau. Der er mange steder provstibaserede netværk for både de folkevalgte menighedsrådsmedlemmer og for præsterne. Hør din provst om, hvad der er hos jer.

På stiftsniveau er der flere tiltag, som provst, præst og menighedsråd kan trække på:

  • Stiftet har ansat en række faglige konsulenter, der afholder kurser og kan bruges til faglig sparring. Nogle af konsulenterne har arbejdsgrupper og netværk på tværs af provstierne. Du kan finde stiftets konsulenter og deres kontaktoplysninger på stiftets hjemmeside. Her kan du også se, hvilke emneområder den enkelte konsulent beskæftiger sig med.
     
  • Stiftsadministrationen giver juridisk vejledning til præster og menighedsråd i en række spørgsmål, bl.a. medlemskab af folkekirken, håndtering af byggesager, ansættelsesretlige spørgsmål vedr. kirkefunktionærer, inhabilitetsspørgsmål m.m. Du kan finde konsulentrunderne om byggesager og gå hjem-møde om diverse generelle spørgsmål i stiftets kalender, og du kan finde kontaktoplysninger på stiftets medarbejdere her.
     
  • Stiftet tilbyder gruppesupervision for præster for at fremme den pastorale refleksion. Vil du være med i en gruppe, skal du kontakte stiftets uddannelseskonsulent Caroline Kollenberg Thisted, ckt@km.dk.
     
  • Gennem din provst kan du søge om enkeltmandssupervision, hvis du har brug for en erfaren præst at reflektere sammen med. Der er også mulighed for at søge om psykologhjælp, hvis der er behov for det.
     
  • Stiftets Rejsehold for kollegasamarbejde kan tilkaldes af provsten efter aftale med præsterne, hvis der er behov for bistand for at få samarbejdet til at fungere. Stiftets rejsehold kan også komme ud på et provstikonvent og tale om, hvordan man lokalt fremmer det gode kollegasamarbejde.