Ældrekonsulent: Lad generationerne mødes
Vi skal være gode til at skabe rum hvor generationerne mødes til gavn for alle. Det skriver gerontopædagogisk konsulent Bodil Olesen.

Babysalmesang på plejehjemmet Hornbækhave 2022. Foto: Janne Nielsen
Af Bodil Olesen, sognepræst og gerontopædagogisk konsulent
Det er onsdag formiddag. På plejehjemmet er en flok beboere begyndt at samles i fællesrummet. De sætter sig i en halvcirkel.
Fra den anden side begynder barnevogne at trille ind. Børn pakkes ud og mødre tager plads i den anden halvcirkel på nogle måtter, der er lagt frem.
Babysalmesang møder plejehjemmet.
Lederen af babysalmesangen begynder dagens program. Der er både salmer, som alle synger med på og nogle små børnesange med rytmiske effekter. På et tidspunkt rejser mødrene sig og går rundt med deres babyer. Plejehjemsbeboerne får lov til at dikke og holde, og det er rørende scenarier, der udspiller sig i mødet mellem generationerne.
Viden er en forudsætning
Alle har brug for og krav på åndelig omsorg - både ældre og børn. Begge dele kræver en dedikeret indsats.
Medlemsprocenten blandt os der er over 65 år er den højeste i folkekirken, og i den gruppe er der mennesker hvor det kræver særlig viden og særlige teknikker at give dem den nødvendige omsorg. Det gælder ikke mindst demensramte.
Ny hjemmeside skal inspirere
Min opgave som konsulent er at inspirere, samle ideer og viden, som jeg kan videregive til mine kolleger. I den forbindelse skal det nævnes, at en gruppe præster har været i gang med at samle inspirationsmateriale til en hjemmeside om kirke, ældre og demensramte, som FUV lancerer i løbet af efteråret. Den skal fungere som værktøjskasse for præster, KK–medarbejdere, kirkemusikere og alle andre, som synes, at arbejdet med de ældre i kirken er en vigtig, men ikke nødvendigvis let opgave.
Lige så vel som vi præster må lægge hovederne i blød for at forkynde evangeliet på en måde, så små børn forstår det, kræver det en særlig indsats at gøre det på ældreområdet. Det kræver nytænkning at finde andre måder end bare alle de ord, vi præster er så vante til at strø om os med.
Lykkes det, bliver arbejdet med sognets ældre til stor glæde og inspiration for os alle. Og det er faktisk muligt at gøre det, så teologien er den samme, som i al anden forkyndelse, vi arbejder med.
I den forbindelse er det godt at tænke i møder mellem forskellige generationer. sådan som jeg skildrede i indledningen. Babyer, konfirmander og minikonfirmander, børnekor og ældre. Så kirken ikke kommer til at bestå af små enklaver, der er uafhængige af hinanden.
Som konsulent står jeg til rådighed for alle, som måtte ønske sparring og ideer til dette vigtige arbejde.