Af Dorte Dideriksen, præst ved Jørlunde Kirke
Kirkegården er et sted, hvor mange kommer for at passe de små haver, hvor afdøde familiemedlemmer ligger. Her finder man for en tid mulighed for, at lade tankerne glide tilbage til det, der var, og ære de mennesker, man har haft en livsvigtig relation til.
Kirkegården er også i sig selv et rum, der forkynder. Den fortæller om lokale menneskers liv og forhold til døden igennem mange hundrede år og de små haver, som er pyntet med blomster, gravsten og omkranset af en hæk, er billede på opstandelseshaven, som vi kender den fra evangelieberetningerne om Jesu død og opstandelse.
Da Grundtvig i 1832 skrev salmen ”Tag det sorte kors fra graven”, var det ikke fordi, han havde et problem med korset. Tvært imod.
”Tag det sorte kors fra graven!
Plant en lilje, hvor det stod!
Ved hvert skridt i dødninghaven
Blomstrer spire for vor fod!
Englevinger på vor grav
For den brudte vandringsstav!
Palmefugl for askekrukke!
Frydesang for hule sukke!”
Grundtvig skrev salmen, fordi vi som kristne skal se, hvad der er på en anden side af langfredagsmørke. Sådan er det også på kirkegården og denne vision kunne nutidigt understøttes ved at etablere en dåbslund.
På kirkegården er der mulighed for at fordybe sig i de eksistentielle vilkår, som ethvert menneske er underkastet, nemlig tiden, døden og evigheden. Det betyder, at kirkegården gerne må vise os mere og andet, end at der er tale om et begravelsessted. Kirken er et sted, hvor vi må glædes over livet og ved etablering af en dåbslund sammentænkes dette på en overraskende måde.
Ved dåben tegnes der et kors for barnets ansigt og bryst. Vi tager hermed døden alvorligt, for den er vores virkelighed, men vi gør det netop ved barnets dåb, fordi der her sker en markering af Guds varetægt og omsorg for barnets liv nu og ind i evigheden.
Kirkegården må gerne være et sted, hvor vi mærker tidens tand, dødens brutalitet og den evighed som vi alle er favnet af. Vi ser den i bl.a. i naturen. Det var netop derhen Jesus med sin forkyndelse forsøgte at løfte vores blik, når han talte om markens liljer og himlens fugle, sådan som vi kan læse om det i Matthæusevangeliet.
”Vær ikke bekymrede for jeres liv, hvordan I får noget at spise og drikke, eller for, hvordan I får tøj på kroppen. Er livet ikke mere end maden, og legemet mere end klæderne? Se himlens fugle; de sår ikke og høster ikke og samler ikke i lade, og jeres himmelske fader giver dem føden. Er I ikke langt mere værd end de? Hvem af jer kan lægge en dag til sit liv ved at bekymre sig? Og hvorfor bekymrer I jer for klæder? Læg mærke til, hvordan markens liljer gror; de arbejder ikke og spinder ikke. Men jeg siger jer: End ikke Salomo i al sin pragt var klædt som en af dem. Klæder Gud således markens græs, som står i dag og i morgen kastes i ovnen, hvor meget snarere så ikke jer, I lidettroende? I må altså ikke være bekymrede og spørge: Hvordan får vi noget at spise og drikke? Eller: Hvordan får vi tøj på kroppen? Alt dette søger hedningerne jo efter, og jeres himmelske fader ved, at I trænger til alt dette. Men søg først Guds rige og hans retfærdighed, så skal alt det andet gives jer i tilgift. Så vær da ikke bekymrede for dagen i morgen; dagen i morgen skal bekymre sig for det, der hører den til. Hver dag har nok i sin plage”.
Sådanne tanker og oplevelser må kirkegården gerne forkynde og vise. Sansning af skaberværket kan være en af de oplevelser kirkegården byder på i form af særligt anlagte haver og bede, hvor man indtænker grøn kirke, biodiversitet eller muligheden for selv at kunne producere og plukke alterbuketter til kirken.
En ny og spændende vej kan være at give plads til andre former for fordybelse i form af en dåbslund. Her får dåbsforældrene mulighed for at tænke kirkegården med ind i de kristne rødder og traditioner, de med deres barns dåb har tilkendegivet, at den gave vil de gerne være med til at give videre.
Se markens liljer og himlens fugle...
