Anmeldelse: Dåbsopgave

Af Mikkel Højholt  

Kristine Krarup Ravn har skrevet en lille bog i håndstørrelse til forældre, der har fået deres børn døbt: 'Dåbsopgave'. Den er delt op i syv store kapitler med små underafsnit, så man hurtigt kan snuppe sig et par sider mellem bleskift, tøjskift, badning, amning og sovetid. Bogen er på 150 sider, men en del af dem er illustrerede med fotos, der passer til emnerne, og alt sammen i neddæmpede, douche farver. 

Tanken bag bogen er, at barnet som døbt har fået dåbens gave, men at barnet kan få betydelig mere ud af gaven, hvis forældrene tager opgaven på sig og barnet gøres opmærksom på, at det har fået denne gave. 

Det bliver til en bog, der både giver praktiske råd, og som også prøver kort at fortælle om kirken og den kristne tro. Den prøver på en enkel og letforståelig måde at komme rundt i alle hjørner. Der er en del bibelcitater, som er markeret med en afdæmpet grøn farve – og det virker godt. Bogen er på en gang en katekismus og bruger samtidig mange eksempler fra det, man som forældre ikke kan undgå at stifte bekendtskab med, f.eks. Peter Plys og Gurli Gris. Alt dette, for at dåben kan komme til at få afgørende betydning for os i hele vores liv, som Kristine Krarup Ravn skriver. 

Samtidigt inddrages der også det moderne velfærdmenneskes store og små genvordigheder og problemer, så bogen fremstår på den måde meget samtidig.  

Dertil kommer en mængde råd i afslutningen af hvert kapitel, der lægger op til at læserne aktiveres og tager opgaven på sig: Fortæl barnet, at det er døbt.

Det er et virkelig godt projekt. Bogen er skrevet med hånden på hjertet, mens Kristine Krarup Ravn fortæller bredt om både bibelen, kirken og menneskelivet, så barnet kan få mod til at tage fat på ”livets eventyr”, som hun skriver. Det er tydeligt, at Kristine Krarup Ravn virkelig holder af sin egen kirkelige tradition og står som en klar repræsentant for den. 

Bogen er en fin gave at give til dåbsforældre. Den rummer virkelig meget og kan få dem til at have dåben med på en god måde i livet bagefter. 
Alligevel har jeg også nogle reservationer. Der sker ofte det med bøger, som gerne vil være bredt folkekirkelige, at de mister enhver form for kant. Kirken skal være rummelig. Intet må give splinter i fingene. Intet må stikke ud, forarge eller virke chokerende, for så mister man jo bredden. Det gør bogen meget ufarlig. På trods af samtidseksempler og gode råd, bliver bogen meget teoretiserende. Det hele bliver meget behersket.  

Forældrene har jo allerede fået barnet døbt – nu skal de så overbevises om, at det er umagen værd at tage opgaven på sig og oplære deres barn i den kristne tro. Jeg kan ikke lade være med at tænke, at hvis de skal overbevises om dette, så skal der bydes dem noget mere end det forventede, for selvfølgelig står der i sådan en bog, at man skal købe børnebibler, gå til babysalmesang og kirkelige aktiviteter, sætte grænser og bede for og med barnet. Forfatteren får det projekt til at virke trygt og godt, og på den måde er bogen god, men jeg kan ikke lade være med at tænke: Hvis man allerede har det trygt og godt; hvorfor så flytte sig derhen, hvor der er samme tryghed, rigdom og privilegier som før?  

Forfatteren vil uden tvivl sige: Fordi det giver vores liv mening. Enten er vi en sæk partikler som er på vej til intetheden, eller også har vores liv betydning og mening. Forfatteren sætter naturvidenskaben op mod de bibelske skabelsesfortællinger – og det er efter min mening aldrig klogt. For naturvidenskaben vil vinde. Den har fakta bag sig, og desuden sker der en opsplitning: Her er naturvidenskab, og den giver ingen mening til tilværelsen, og her er kirken, og den giver mening. Dermed bevæger troen sig i sit eget lille, hyggelige, meningsfulde, småmytiske fortælleunivers, hvor den er fredet fra at skulle tage naturvidenskabens erkendelser til sig og inddrage dem i vores livstydning og vores handlinger. 

Forsøget på at frede et område til troen fra naturvidenskabens hærgen er en gammel strategi, og jeg er ikke sikker på, at den virker.  

Jeg savner noget lidt mere modigt. Noget, der også kan ryste lidt. Jeg kunne godt have tænkt mig, at et af de gode råd var: Vis dit barn, at den fattige og hjemløse eller fremmede ikke er farlig. Gå hen til en hjemløs og køb en avis og smil til den fremmede og vær gavmild over for fattige. 

Måske mangler der en troens poesi, som svinger læseren op over velfærdslivets indpakkede trivialiteter. Vi ved jo, at barnet kommer til at vokse op i en verden, hvor det på ingen måder er garanteret, at livet er et eventyr, og at vi sejler i et kaos af bullshit, manipulation og markedsøkonomi. Giv din baby en chance for at modstå det her!  

Reservationerne ændrer dog ikke på, at jeg stadig synes ’Dåben – en gave og en opgave’ er engageret, velskrevet og god, og jeg kunne sagtens finde på selv at give den til det nydøbte barns forældre. 

Mikkel Højholt er sognepræst i Ferslev-Vellerup sogne.