Fem dage med kirkegårdslederen

Kirkegårdslederen får nye opgaver, når hun pludselig er alene på posten, fortæller Stine Arneberg. Hun må sælge gravsteder, der skal godkendes via Skype. Og så er begravelser med afstand altså lidt sørgeligere.

Mit personale er heldigvis kommet tilbage, efter at de i coronakarantænens første uge var sendt hjem. Der måtte jeg løbe stærkt. Jeg er leder på to kirkegårde, som jeg kører frem og tilbage mellem, og jeg havde mange flere opgaver. Jeg måtte både tage skraldeturen i farmertrucken og få tømt affaldskurvene, og køre med trillebøren rundt på kirkegården og få fjernet de visne blomster. Vores kirkegård skal stadig fremstå pæn og i orden, selvom der er kaos i hele landet.

Jeg kunne egentlig godt lide at komme rundt over det hele, men det er dejligt, at de andre er tilbage og der er nogen at snakke med. Så kan vi også nå lidt mere end det allermest nødvendige. Det grønne holder sig jo ikke tilbage, bare fordi der er corona.

Vi har ikke flere begravelser og bisættelser end normalt, men dem vi har, er lidt mere sørgelige. Vi overholder jo alle regler: Hvis familien selv vil sætte urnen ned, trækker vi os lidt tilbage imens, og når vi så kommer jord på, går de lidt væk. Det fungerer fint, men det er tydeligt, at det er meget svært, at man ikke må kramme i den situation. Så står den, der måske har mistet en ægtefælle, dér muttersalene. Det er svært at se på.

Vores kirketjener er sendt hjem, så i disse uger er jeg med til at hejse flaget. Jeg bor lige overfor kirkegården, så det er nemt lige at stikke over og ordne det, fx i dag, hvor det er dronningens fødselsdag. Det har fået os til at beslutte, at vi vil lave et flaglaug og fortsætte med at flage meget mere, end vi plejer. Det ser festligt og indbydende ud. 

Jeg mødes med et ægtepar, der er kommet for at se på et gravsted. Da manden ringede for at lave en aftale i går, var den ene af hans forældre lige død med corona. Nu fortæller han, at der er flere i familien, der er indlagt, og at det heller ikke er sikkert, at de får den anden forælder hjem igen. De finder et gravsted med god plads og skyper til deres børn, så de kan se gravstedet og godkende det. Når coronaen har lagt sig, vil de holde noget samlet med præsten og familien.

Der har været mange flere mennesker på kirkegården end normalt, noget skal de jo finde på. De går tur med deres hund eller deres børn og nyder det gode vejr. Så går de rundt og ser lidt på gravstederne og snakker om dem. Det kan jeg godt lide. En gang om året inviterer vi på pølser, øl og vand herude for at trække andre mennesker til og give dem et indtryk af stedet. Men nu kommer de helt af sig selv. Jeg tror det giver dem et andet syn på kirkegården, og det kan være rart nok, når de en dag står herude og skal tage afsked.