Fem dage med børnefamiliepræsten

Det har været en sær påske, synes Dorte Østergaard Christensen. Al travlhed fandt sted før påskedagene, og påskehilsnerne måtte udveksles online eller på afstand. Men det lykkedes alligevel påsken at gå gennem skærme og mure, lige så stærkt som altid, fortæller hun.

Det er mange år siden, jeg ikke har været i kirke på en skærtorsdag. Enten som præst eller en del af menigheden ved en skærtorsdagsgudstjeneste med efterfølgende fællesspisning.

Denne påske er helt anderledes. Coronavirussen bærer skylden.

Dette år har jeg haft mere travlt før påske. For en uge siden skulle jeg hjælpe to af vores fire børn på Aula og Meebook om formiddagen og om eftermiddagen optage små gudstjenester i kirkerummet til kirkens hjemmeside, nyhedsbrev og de sociale medier nu, hvor kirken er lukket.

Palmesøndag gik jeg i kirke online. I mange kirker, faktisk. Hvor har jeg mange dygtige kolleger, og hvor har vi mange smukke kirkerum. Mange steder læstes evangeliet fra den nye Bibelen 2020, som jeg også har fået læst i.

Den stille uge har ellers ikke været særligt stille, for jeg har mest været hjemme. Med fire børn i alderen 5-16 år er her sjældent stille i huset. Havde en enkelt bisættelse i går og optog derefter en video i sognegårdens køkken. En slags skærtorsdagsforberedelse, hvor min kollega på bedste tv-køkken-manér fortalte om brød, olie, krydret vin og bibelens køkken.

Skærtorsdag uden fællesskab i kirkens rum er sært. Til gengæld har dette netop været anledningen til, at mange af os har fået talt om det vigtige fællesskab som aldrig før og vidt og bredt har genfortalt, hvordan Jesus vaskede disciplenes fødder, fordi han ville tjene os og dele liv med os.

I dag har vi så delt alt muligt, på afstand. Streamede gudstjenester og måltider. Jeg slutter dagen med at tænke på konfirmanderne og sender dem en hilsen på Messenger. De har fået til opgave at lære om påsken gennem Konfirmandcenterets materiale, online.

Det føles, som om den lange fredag er endnu længere end normalt. Men ikke mørk, for uden for skinner forårssolen, og forude venter påskedag. Heldigvis. Gyser ved tanken om Kristi lidelser, men hygger mig i dag selv med at lave højbede i haven sammen med familien.

Lidelsen føltes for mig personligt større sidste fredag, for det var den formiddag, jeg opdagede, hvilke skoleopgaver min 8-årige var bagud med. Det er også en uge siden, jeg havde en begravelsessamtale på badeværelset. Det kan være svært for to små børn at forstå, at mor både er hjemme og tilgængelig – og på arbejde.

Efter en lang have-fredag slapper jeg nu af med fællessang på DR og lytter til langfredagsmusik og refleksioner fra gode kolleger.

Sov længe. Hentede avis. Ingen dåbsgudstjenester eller begravelser i sognet. Tid til at tænke over gravmørket og menneskers mørke, over Kristus i dødsriget og over denne tid, hvor vi isolerer os mere eller mindre derhjemme og på en gang frygter at blive syge og venter og håber på en snarlig genåbning af samfundet.

Jeg fik ringet til nogle af kirkens frivillige og nogle af de ældre kirkegængere, som er alene. Vi er flere kolleger, og sammen kan vi nå at give mange et kald og høre, hvordan de har det. Det kommer der gode samtaler ud af. Enkelte gange har vi kunnet hjælpe med konkrete ting som at stille en pose med varer foran hoveddøren. Det er ikke sjovt at være alene, have sarte lunger og voksne børn, der enten er langt væk eller blevet syge. Og være nr. 255 i køen hos nemlig.com.

I eftermiddag lykkedes det at få selv teenagerne med ud på en skøn gåtur i et område, vi ikke kendte. Her i aften har jeg forberedt en påskedagsandagt, der skal holdes to gange i morgen eftermiddag uden for et plejehjem – og husket at uploade vores påskehilsen fra kirken til et Facebookopslag i morgen.

Dannebrog vajer i haver og ved kirker. Det er trist ikke at kunne samles og fejre påsken i kirken, men påskedag går ikke upåagtet hen af den grund. I tv, radio, på SoMe, i dagligvarebutikker og i den nære familie ønsker vi hinanden glædelig påske.

Min kollega Lotte og jeg stod i morges foran kirkedøren, med behørig afstand, og ønskede glædelig påske til alle de børn og voksne, der kom med et gækkebrev til os og fik et påskeæg med hjem. Nogle af konfirmanderne havde også klippet gækkebreve.

Kl. 13.00 gik kirkens organist, tre sangere og jeg mod et af byens plejehjem, udrustet med håndsprit og salmeblade. Det var en fornøjelse af få lov til at stå under de nyudsprungne kirsebærtræer i haven og synge de store påskesalmer og vinke til beboerne på altaner og i døråbninger. En anden form for påskegudstjeneste. Taknemmelighed fra alle sider, også min.

Traditionen tro fik vores børn lov til at komme på æggejagt i farmor og farfars have i eftermiddags. Det blev sandelig også påske i år.

Stille morgen. Tjekkede op på om kirkens 2. påskedags-andagt var blevet lagt op, hvor den skulle.

Har ringet til endnu nogle stykker og ønsket glædelig påske.

I dag har vi nydt en god påskefrokost med de nærmeste. Flere gange ringede det i eftermiddags på døren, og påskeæg er blevet udvekslet, for nogle gækkebrevsafsendere blev gættet, andre ikke.

Vores familie i udlandet kan vi ikke se denne påske, men de har været så søde at tænke på vores sundhed og sende os en hilsen fra Peter Beier Chokolade! En sød afslutning på en anderledes, bemærkelsesværdig og glædelig påske.

I morgen begynder hjemmeskolen igen for børnene med online møde kl. 08.30, og i næste uge åbner børnehaven og skolen fysisk. Børnene savner at lege med deres venner, ligesom vi savner hverdagen med gode kolleger. Jeg savner at måtte varetage mit arbejde med tilstedeværelse på hospitalet, med samtaler face to face og personalemøder. Patienterne savner besøg af både familie, venner og præst. Vi holder afstand for at skærme de syge, men man kan også blive syg af at mangle nærhed. Også her har de ansatte i sundhedssektoren stået med en stor opgave i form af skabe tryghed og håb midt i isolationen.

Det er anderledes at være præst i påskedagene i år. Der mangler noget: fællesskabet i kirken. På den anden side er det bare, som om perspektivet er blevet rykket. Vi er rykket sammen derhjemme – men påskefejring i hele verden, hvor vi deler den samme frygt for Covid19 og dens efterveer, er også rykket ind i stuen. Påsken er gået gennem skærme og mure, lige så stærkt som altid.

Glædelig påske!