Pinsehilsen: Ånden får fællesskabet til at blomstre 

Af Peter Birch

Pinsen er festen for Ånden og måske derfor den kirkelige højtid, der står svagest i den folkelige bevidsthed. For hvad er det nu lige med ånd? Det bliver nemt lidt ukonkret, lidt luftigt. 

Egentlig er det mærkeligt, at vi har det sådan med ånd. For vi er aldrig i tvivl, hvis ånden i noget mangler. Lige så svært det er at beskrive ånd med ord, lige så klart er det, at hvor ånden mangler, bliver livet klaustrofobisk. Nybyggede bydele, hvor livet endnu ikke har sat sig spor, kan have denne virkning på mig. Eller de perfekt stylede rum i en boligforretning, der vist nok skal få os til at tænke, at her ville være rart at bo, men på mig virker modsat, fordi der ikke er nogen ånd, ingen spor af levet liv.

Et gammelt dansk mundheld siger, at ’det, der brister i påsken, blomstrer i pinsen’. Her siges der i et genkendeligt billede fra naturen noget om den tætte forbindelse mellem forårets to store kirkehøjtider. I påsken brister graven, den korsfæstede oprejses – og det er dén begivenhed, der folder sig ud i pinsen, hvor Ånden fortæller os, at opstandelsen ikke er en enkeltstående begivenhed, der omfatter én, men tværtimod hver og én. Vi lever i opstandelsens tid. At være kristen er ikke noget, vi er hver især, men vi er det sammen. Pinsen bliver derfor også kaldt menighedens fest.

Når vi mødes i kirken, vælger vi ikke dem, vi mødes med. Det er ikke en klub eller en forening af ligesindede. Kirken er fællesskabet af ligedannede. Her kalder Ånden os til at dele troen på, at vi er dannet, skabt, af Gud, at vi står lige med hinanden i behovet for mening, tilgivelse og håb. Og at Gud forbinder sig med os og hinanden i tro, håb og kærlighed.  

Når vi rækker ud efter mening og fællesskab, når vi nægter at lade grav og tomhed stå som facit, når vi i bøn og klage, længes efter nyt håb, så er det Guds ånd, der virker i os. 

Det er Ånden, der får fællesskabet til at blomstre.  

Glædelig pinse!