Peter Birch: Igen brug for smidighed og kreativitet
Vi skal gøre folk trygge ved at gå i kirke, samtidig med at vi ikke pålægger os selv strengere regler end dem, der er udstukket, siger biskoppen.
Kære alle i Helsingør Stift
Det har længe været vores fornemmelse, at der var stramninger på vej i de gældende coronarestriktioner. Smittespredningen har i flere uger haft et omfang, som gør det nødvendigt. Med dagens pressemøde og folketingets efterfølgende vedtagelse af regeringens forslag er der skabt vished om, hvilke regler der kommer til at gælde, når vi skal fejre jul i kirkerne. Få overblik over restriktionerne her.
Arealkravet kender vi fra tidligere, og jeg er sikker på, at det er noget, der kan håndteres. Men der er endnu engang brug for smidighed og kreativitet, så vi kan mødes og fejre julens glæde sammen. Måske skal der ændres i det, der allerede er planlagt. Men vi har mange gode erfaringer at bygge på. Jeg er sikker på, at det gennem en god lokal dialog er muligt at skabe rammerne om en festlig julefejring.
Der er lige nu en del ængstelse i samfundet. Der er en udstrakt grad af selvregulering. Derfor er det vigtigt at minde hinanden om, at vi i kirkerne ikke skal pålægge os selv strengere regler end dem, der nu er udstukket. Men vi skal på den anden side sikre, at folk betrygges i, at det er muligt at gå i kirke. Derfor tror jeg, at det er vigtigt at kommunikere klart, at vi i kirkerne har forberedt os, og at rammerne er er i orden for dem, der kommer til kirke i julen.
Lad os bruge kræfter og kreativitet på at sikre, at julens glædelige budskab når så mange som muligt!
Jeg ønsker jer alt godt i de videre forberedelser og god arbejdslyst.