Peter Birch: Friheden er en kamp værd
Vi skal blive ved med at erindre de skelsættende begivenheder den 4. maj, fordi de fortsat har betydning, sagde biskop Peter Birch i sin tale til en markering af 4. maj og befrielsen sammen med Helsingørs borgmester, Benedikte Kiær. Læs den her.
En oplyst Gilleleje Kirke i forbindelse med påsken 2020. Foto: Ulla Skorstengaard.
Af Peter Birch
I oktober 1943 sad en gruppe jødiske kvinder, mænd og børn på loftet i Gilleleje Kirke. De sad i mørket ventede på en båd, der kunne bringe i sikkerhed i Sverige. I de tidlige morgentimer kom Gestapo og førte dem i fangenskab i kz-lejren i Theresienstadt. På loftet lå der kun spredte ejendele, briller, regnfrakker og sko tilbage efter dem.
Mange andre nåede heldigvis i sikkerhed, men kirken er et stærkt billede på menneskers kamp mod det onde og håb om frihed. Når vi i dag erindrer 4. maj, er det, fordi vi aldrig må glemme de mennesker, der håbede og kæmpede. Og som gennem deres kamp formede vores historie.
I dag erindrer vi en af de vigtigste begivenheder i vores historie. Vi fejrer 4. maj. Børnene, der i maj 1945 lå i deres forældrenes arme, kan i dag se tilbage på et langt liv formet af det frihedsbudskab, der lød på en knitrende forbindelse fra BBC i London. Det lydspor kan vi høre igen og igen, og hver gang giver det os kuldegysninger.
Vi skal blive ved med at erindre den begivenhed som noget helt afgørende. Det er ikke nok at huske på den. Det, vi husker, kan vi glemme. Men når vi erindrer noget, fastholder vi en betydning. Erindringen løfter en begivenhed ud af tidens strøm og gør begivenheden til en kollektiv erfaring af største betydning.
Besættelsestiden – og befrielsen – er sådan en betydningsfuld erfaring. Derfor bliver vi ved med at erindre den. Midt i vores højhastighedssamfund, hvor effektivitet og forandringsparathed er plusord, er der stadig noget, der må få os til at standse op. Noget, der minder os om, at livet ikke kun udfolder sig i næste øjeblik, i det næste klik på computeren, i den næste nyhed i medierne.
Befrielsen er en erindring om, at friheden er en gave og dermed også stiller krav til os om at værne om friheden. Retten til at tænke, tro og tale frit, retten til at forsamles er frihedens udtryk, og de kan sættes over styr, de kan trædes under fode. Derfor må vi værne om den – og om nødvendigt kæmpe for den. Når vi stadig holder 4. maj i hævd, så er det for at ære dem, der kæmpede for friheden i besættelsesårene, i mange tilfælde med livet som indsats – og vi ærer dem netop ved at fastholde erindringen om, at friheden er en kamp værd.
Befrielsen erindrer vi også for at fastholde, at friheden er en fælles gave. Modstandsfolkene kæmpede ikke for egen vindings skyld eller for at varetage en bestemt gruppes interesser. De kæmpede for friheden på det folkelige fællesskabs vegne. Det er afgørende, når vi vil fastholde befrielsens betydning. Friheden for den enkelte må altid ses og udfoldes i sammenhæng med fællesskabet. Friheden kan aldrig bare reduceres til den enkeltes ret til frihed. Så bliver friheden til rethaveri. Friheden må altid gælde andre – også den, der tænker eller tror anderledes.
Det, man erindrer, former os som fællesskab, folk og nation. Vi kigger ikke bare tilbage på noget, der skete engang, men vi erindrer det, fordi det fortsat har betydning. Glemmer vi de afgørende begivenheder, dem, der løfter sig over det flygtige øjeblik, mister vi forbindelsen til det, der har formet os og stadig har betydning. Vi skal ikke glemme, at friheden kræver kamp.
Glædelig 4. maj!
