Vores forbundethed er et uopgiveligt gode
NYTÅRSHILSEN: Også i det nye år skal vi fortsat være kirke på begrænsningens vilkår, skriver Peter Birch. Og det kan vi være, fordi vi ved, at menneskets almene erfaringer binder os sammen.
Fyrværkeri over Helsingør (Foto: Sille Arendt)
Af biskop Peter Birch
Guds fred og god morgen!
Sådan lyder det i Grundtvigs store nytårsdigt Nyaarsmorgen fra 1824. Det samme kan vi ønske hinanden her ved indgangen til et nyt år. Vi er trådt ind i 2022 og ønsker, at det må bringe fred og være en god morgen, en ny begyndelse.
2021 blev endnu engang et år præget af corona. Vi håber, at det nye år vil bringe os nærmere en normalitet, hvor alt ikke bliver styret af smittetal, ængstelse og forholdsregler. Samtidig må vi holde hinanden fast på, at coronaperioden har lært os, hvor vigtigt fællesskabet er; vi er forbundet, og ingen kan omkostningsfrit gøre, som det passer én. Som kirke skal vi fortsat berede os på at skulle arbejde med corona som blind makker – og vi skal fortsat gøre, hvad vi kan for i ord og handling at være kirke på trods af de begrænsninger, pandemien sætter.
I slutningen af 2021 døde to markante teologiske skikkelser; herhjemme Ole Jensen (14. december), der var en af de betydeligste danske teologer i sin generation og den verdenskendte sydafrikanske ærkebiskop Desmond Tutu (26. december), der var den væsentligste skikkelse i den kirkelige modstand mod apartheid.
Ole Jensen, der bl.a. har været professor og højskoleforstander ved Grundtvigs Højskole, var livet igennem optaget af teologiens bidrag til det samfund, den er en del af. Han var i en årrække medlem af Etisk Råd og skrev allerede i midten af 1970’erne om behovet for et nyt natursyn for at imødegå skadevirkningerne af en uhæmmet vækstideologi.
Desmond Tutu var leder af den kirkelige modstand mod apartheid-ideologien og blev siden en af fortalerne for en kollektiv forsoningsproces i Sydafrika. Han var utrættelig i understregningen af det gudskabte menneskes værdighed og blev også efter apartheidstyrets fald ved med at kritisere magtmisbrug og tale for behovet for forsoning og ny begyndelse.
Så forskellige Ole Jensen og Desmond Tutu end var, er de begge fornemme repræsentanter for en teologi, der ikke ser tro som meninger, holdninger eller bestemte traditioner, men som frugten af almene erfaringer: erfaringen af skabthed, behovet for tilgivelse og forsoning, forbundetheden med medmennesket og det øvrige skaberværk.
Derfor var de hver på deres måde engagerede i det samfund, de var en del. De talte ud af deres teologiske og kirkelige udgangspunkt på en måde, der omsatte teologien til et relevant perspektiv i en bredere samfundsdebat. De talte hver på deres måde om forbundetheden som et uopgiveligt gode, en Guds gave.
Med deres livsværk i taknemmelig erindring går vi ind i et nyt år. Med de udfordringer, der hører vores samfund og vores tid til. Må også vi evne at levere perspektiv og indgå i samtalen med vores tid – om alt det, der vedrører os som mennesker, som samfund og som klode.
Tak for alt i det forgangne år. Godt nytår!
