”Menighedsrådsmedlemmer er folkekirkens VIP’er”
Lokale kræfter er grobunden for et meningsfuldt kirkeliv, og derfor er det af stor betydning, at både nye og mere erfarne medlemmer fra lokalområdet melder sig på banen, når menighedsrådene skal vælges. Det mener Yvonne Alstrup, der er provst i Gentofte Provsti.
Af Rikke Lyskjær-Rudbæk
Den 17. september er der som bekendt valg til menighedsrådene. Her skal det besluttes, hvem der de næste to eller fire år skal træffe vigtige beslutninger i sognene, og derfor er det slet ikke uvæsentligt, hvad udfaldet af valget bliver.
”Kirken er ikke bygningen. Kirken er de mennesker, der kommer der og altså også dem, der er med til at skabe et meningsfuldt kirkeliv i og udenfor kirkerummet,” lyder det fra Yvonne Alstrup, der er provst i Gentofte Provsti.
I hendes optik er det derfor af stor betydning, at der findes lokale menighedsråd. Men hvorvidt man er lokal, afhænger ikke længere af sognegrænser:
”Som kirke har vi lavet nogle geografiske grænser, der definerer, hvor mange præster, der skal være i de enkelte kirker, hvordan pengene fordeles og så videre, men det aner folk ikke noget om. I dag har folk ikke en fornemmelse af, hvilket sogn de hører til. Men de ved, hvilken kirke de går forbi, når de er ude at lufte hunden. For de fleste mennesker handler tilhørsforholdet til kirken derfor mere om, hvor de bor og færdes, end hvor de på papiret hører til,” siger Yvonne Alstrup og fortsætter:
”I Hellerup ser vi en del sognebåndsløsere. De hører måske til et andet sted, men fordi de kommer forbi vores kirke og færdes der, føler de, det er deres kirke.”
Og netop tilhørsforholdet til både kirken og lokalområdet er centralt, når de nye menighedsråd skal vælges, og Yvonne Alstrup håber derfor, at så mange som muligt vil stille op – og støtte op – på valgdagen:
”Kirken er bygget af mennesker, og hvis man skal have et meningsfuldt kirkeliv, er det vigtigt, at de mennesker, der er lokalt forankret, får indflydelse herpå. Det giver en følelse af engagement, at det liv, der foregår i og omkring kirken, er noget, man har indflydelse på. Man kan faktisk være med til at bestemme.”
Tak for indsatsen
Det er ingen hemmelighed, at det nogle steder kan være svært at finde medlemmer til menighedsrådene, og det undrer faktisk Yvonne Alstrup:
”Man kan få meget ud af at være med i et menighedsråd. Det afhænger selvfølgelig af ens engagement, og hvor meget tid man har, men man kan for eksempel være med til at lave fællesskaber i området – babysalmesang, møder for ældre og alt derimellem. En af tidens svøber er ensomhed, og den dagsorden kan man også tale ind i ved at være med til skabe rammer for folk.”
Heldigvis oplever mange sogne også, at flere menighedsrådsmedlemmer har været med i mange år og vælger at genopstille. Og dem har Yvonne Alstrup et klart budskab til:
”Først vil jeg sige tak! Tak for den kæmpestore indsats. Det er det, vi lever af som kirke: At nogen smider tid, engagement og energi ind i det her. I skal vide, at I er kirkens VIP’er. Vi har brug for jer, der har siddet længe i menighedsrådene, og som har noget historie og erfaring med. Og som ikke mindst er repræsentanter for den aldersgruppe, som mange af vores medlemmer er i. I kan hjælpe med at føre de nye medlemmer ind i det arbejde, der ligger i at være i menighedsrådet. Vi kan ikke klare det, hvis der kun er nye.”
Hvor er de unge?
Der er altså ingen tvivl om, at de erfarne medlemmer er guld værd i menighedsrådene, men ifølge Yvonne Alstrup er det allerbedste, når konstellationen indeholder både erfarne og nye menighedsrådsmedlemmer. Og i den forbindelse er der noget, hun har tænkt over:
”Det undrer mig, at flere unge ikke benytter sig af muligheden for at udvikle deres kompetencer. Det er da fantastisk, at man kan skrive på sit CV, at man har haft ansvar for personale og været med til at træffe vigtige beslutninger om for eksempel bygningsvedligehold. I menighedsrådene har man i den grad mulighed for at udvikle sine kompetencer.”
Opfordringen fra Yvonne Alstrup er derfor også klar:
”Jeg synes, I skal komme og være med. Mange tror, det er kedeligt og støvet, men det beror ofte på fordomme, der ikke svarer til den virkelighed, vi andre oplever. Menighedsrådet er ikke bare en klub, hvor vi sidder og snakker og har holdninger til dette eller hint, så kom forbi og tag en snak med os. Vi vil rigtig gerne snakke med jer!”
Læs også tanker fra provst Søren Nolsøe i Høje Taastrup Provsti:
”Kirke er noget, vi laver sammen”
MENIGHEDSRÅDSVALGET 2024
Vil du vide mere om valget og læse biskoppens hilsen, kan du finde det her:
Uden levende rødder visner træet