"Jeg keder mig ikke"
Lise-Lotte Rebel lever med i sit stift og har hver eneste præst og hvert eneste menighedsråd tæt på i bevidstheden. Det giver hende nok at lave.
”Ja, ti minutter kan vi godt lige tale sammen.”
Det er ikke helt nemt at få en interviewaftale i stand med Lise-Lotte Rebel i anledning af hendes 25 års jubilæum som biskop over Helsingør Stift. Emnet er biskoppens arbejdsopgaver, og efter en hæsblæsende gennemgang af, hvad der ligger på hendes bord i løbet af en uge, forstår man hvorfor.
Helt fri holder Lise-Lotte Rebel aldrig. Hun har ingen ugentlig fridag, og selv når hun holder en enkelt uges ferie, på skiferie i Norge om vinteren eller i sommerhus ved Jammerbugten om sommeren, er iPad’en med, så hun kan godkende og underskrive dokumenter og svare på mails. Dem kommer der i det hele taget mange af. Hver aften, når hun kommer hjem fra møder, er iPad’en i sving. Der kommer spørgsmål fra provster og præster, som hun skal svare på, og som skal sendes videre til journalisering. Og om morgenen, når hun møder op på kontoret, ligger postmapperne parat.
”Det er jo et stort stift, og folk har mange spørgsmål om alt fra kirkegårde til brug af kirkerummet, og hvorfor sagde præsten nu, som han gjorde. Indimellem bliver det også til klager,” fortæller Lise-Lotte Rebel.
Man kunne måske forestille sig, at biskoppen bare skrev under på det, som stiftsadministrationen havde behandlet, men sådan er det ikke, siger hun. ”Nej, jeg er nødt til at være inde i det hele og diskutere det med juristerne. Når jeg kommer ud til gudstjenester i sognene, så kommer folk fra menighedsrådet jo og spørger mig: ’Hvordan går det med vores byggesag?’ Og så nytter det ikke, at jeg siger: ’Det ved jeg ikke’. Jeg er nødt til at vide, hvor langt vi er.”
Tæt på hvert sogn
Og hun er meget tit på besøg i sognene. Hvis hun ikke selv har gudstjeneste et sted i stiftet, er hun på visitats. Søndag efter søndag. ”Altså, der var da engang, hvor jeg hostede og måtte melde afbud, men ellers er jeg ude hver eneste uge,” fortæller hun. Og det giver hende en tæt kontakt til både provstier og sogne – noget, der er meget vigtigt, mener hun. ”Jeg er godt orienteret i de særlige forhold, der er i hvert provsti. På den måde kan jeg hele tiden være opmærksom på, hvordan hver eneste præst har det. Vi har jo ikke en præstebevilling, der dækker det, vi kunne bruge, så der skal prioriteres. Og det kan jeg kun gøre, når jeg kender udfordringerne alle steder. Ustandselig må jeg tænke på, om jeg kan hjælpe med en vikar et sted, mens et andet sogn måske kan undvære. Så jeg føler faktisk, at hver eneste præst og hvert eneste menighedsråd er tæt på i min bevidsthed.”
En af de opgaver hun virkelig nyder, er samtalerne med ansøgere til præstestillinger i stiftet. Hver eneste kandidat, der søger en stilling, inviterer hun til samtale på sit kontor. På en gennemsnitlig uge bliver det til omkring fem samtaler. ”Det er altid spændende. Jeg spørger jo ind til kandidaternes faglige niveau, som selvfølgelig skal være på plads rent teoretisk. Men lige så vigtigt er det, at kandidaterne er i stand til at omsætte den teoretiske viden til et sprog, vi forstår. Noget, der har med liv og død at gøre, og som skal føles vigtigt. Og jeg elsker jo teologi, så jeg nyder at få lov til at spørge ind til det, de er optaget af, og så bliver jeg jo også selv inspireret. Det er en slags efteruddannelse for mig, hvor jeg bliver gjort opmærksom på noget, jeg skal gå hjem at læse bagefter.”
Større centralisering
Igennem Lise-Lotte Rebels 25 år i bispekåben er hendes opgaver blevet mere centraliserede. Bispemøder, rapporter fra Kirkeministeriet og Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter, krav om centerdannelse på tværs af stifter, samarbejde med forskellige udvalg og råd fylder alt sammen meget mere i dag end i hendes første år. ”Min tid er mere båndlagt i dag end dengang; alting er blevet mere struktureret, og der er mere vægt på det administrative. Og det er da også spændende, men jeg holder mest af det, der handler om teologi, og hvor jeg får lov til at mødes på en god måde med mennesker. Gudstjenesterne og de ordinationer, vi heldigvis har vældig mange af her i stiftet, er nok mine yndlingsopgaver.”
I januar 2021 fylder Lise-Lotte Rebel 70 og træder tilbage som biskop. Så hvordan er det at skulle se frem imod pensionen? ”Tjah, det er også lidt svært. Jeg elsker at arbejde – og det er ikke bare et arbejde; det er jo mit liv. Men jeg frygter nu ikke at komme til at kede mig. Der er både nok læsestof at kaste sig over og til at gå til – især inden for teologi, selvfølgelig, men også litteratur og kunsthistorie. Jeg er lykkelig for de invitationer, jeg løbende har fået til at holde forelæsning på universiteter i udlandet, og dem kan jeg så tage imod flere af. Og heldigvis er Bent Flemming, min mand, allerede gået på pension. Vi deler en glødende lidenskab for teologi, og den samtale holder aldrig op.”
