"Afghanistan gjorde, at jeg blev døbt"
Udsendelsen som soldat fik Lotte Jæger Bank-Nielsen til at overveje tro, eksistens og livsindstilling.
Major Lotte Jæger Bank-Nielsen blev døbt efter sin udsendelse. (Foto: Sarah Thorngreen Auken)
Af Sarah Thorngreen Auken
Dåben foregår en tirsdag formiddag.
Major Lotte Jæger Bank-Nielsen og stabspræsten spadserer hen i den kirke, som Forsvarsakademiet af og til benytter. Bagefter går Lotte med præsten tilbage på sit kontor; de fejrer dåben med et stykke kage, og hun får en salmebog i dåbsgave. Det er, som Lotte gerne vil have det. Enkelt og med fokus på det væsentligste.
“Brikkerne faldt på plads. Det er ikke, fordi jeg pludselig har fået en enestående tro. Jeg er blevet en del af et fællesskab og må lade min troen udvikle sig, som den nu kan og vil.”
“Inden jeg kom til Afghanistan, troede jeg på en måde, at jeg var udødelig, og at alt nok skulle ende godt. Jeg har altid tænkt, at jeg ville komme levende hjem. Men alle udsendte har haft oplevelser, hvor man springer lottokuponen over; man har opbrugt ugens forsyning af held.”
Kort før udsendelsen til Afghanistan blev Lotte og hendes mand viet. I kirken, selv om Lotte ikke var døbt. Og mens hun var i lejren, førte hun samtaler med deres præst i Danmark – nu på mail.
“Præsten gav mig et refleksionsrum; jeg fik lov at tænke mit livssyn igennem. Hun kunne med tre spørgsmål ramme mig dybt. Jeg kunne bruge resten af dagen på at tænke – og uger på at skrive tilbage, men så kunne brevet også godt være langt.”
“Det gav mig lejlighed til at overveje tanker om religion og livsindstilling, som havde ligget latent i mig i lang tid.”
Tiden i lejren var kontrastfuld. Hendes tætteste samarbejdspartner, tolken, hilste hende hver dag med et “Hold dig i live.” Milevidt forskellig fra det “vi ses”, Lotte havde med hjemmefra. Derhjemme er truslerne få; ved afskeden kan man regne med gensynet, men i Afghanistan var intet givet. Man kunne håbe på at se hinanden igen, men der var altid en trussel. Man måtte holde sig i live.
“Det viste mig, at livet ikke alene skal værnes, men også værdsættes og udvikles. Man skal gøre sig umage med at leve.”
Hjemvendt fra Afghanistan bliver Lotte Jæger Bank-Nielsen mor, og den nye livssituation understreger sammen med oplevelserne og refleksionerne fra lejren en række spørgsmål og tanker om tro, eksistens og livsindstilling. Det fører hende til dåben.
